Manual 3 Afsnit - VII. Det ideelle klient/terapeutforhold
PSYKOTERAPIPROCESSEN Næste Kapitel Indhold
1) Hvem er da terapeut, og hvem er klient? Til sidst er alle begge dele. Den, der har brug for helbredelse, må helbrede. Doktor, helbred dig selv. Hvem ellers er der, som kan helbredes? Og hvem ellers har brug for helbredelse? Enhver klient, der kommer til en terapeut, giver ham en chance for at helbrede sig selv. Han er derfor hans terapeut. Og enhver terapeut må lære at helbrede fra enhver klient, der kommer til ham. Derved bliver han selv dennes klient. Gud kender ikke til adskillelse. Det, Han ved, er dette ene, at Han har een Søn. Hans viden reflekteres i det ideelle klient/terapeutforhold. Gud kommer til den, der kalder på ham, og i ham genkender Han Sig Selv.
2) Tænk dig godt om lærer og terapeut, hvem det er, du beder for, og hvem der har behov for helbredelse. For terapi er bøn, og helbredelse er dens mål og resultat. Hvad er bøn andet end foreningen af sind i et forhold, som Kristus kan komme ind i? Dette er Hans hjem, hvortil psykoterapien inviterer ham. Hvad er symptom-kurering, når der altid er en anden, man kan vælge? Men når Kristus kommer hid, hvilket andet valg har man end at bede ham blive? Der er ikke behov for andet, for det er alt. Helbredelsen er da her samt lykke og fred. Disse er »symptomerne« på det ideelle klient/terapeutforhold, der sættes i stedet for de symptomer, hvormed klienten kom og bad om hjælp.
3) Den proces, der sker i dette forhold, er faktisk en sådan, hvor terapeuten i sit hjerte fortæller klienten, at alle hans synder er tilgivet sammen med hans egne. Hvad kan forskellen være på helbredelse og tilgivelse? Kun Kristus tilgiver, idet han kender sin egen syndefrihed. Hans vision helbreder perceptionen, og sygdommen forsvinder. Ej heller vil den komme tilbage, når årsagen er blevet fjernet. Dette kræver imidlertid hjælp fra en meget udviklet terapeut, der forstår at indgå i et helligt samspil med klienten, hvor igennem enhver fornemmelse af adskillelse overvindes.
4) Dertil kræves der een ting og kun een ting, nemlig at terapeuten på ingen måde forveksler sig selv med Gud. Alle »uhelbredte helbredere« gør denne fundamentale forveksling på en eller anden måde, da de må opfatte sig selv som selvskabte og ikke som Gudskabte. Denne forvirring er vedkommende sjældent bevidst om - hvis nogensinde - for ellers ville denne uhelbredte helbreder straks blive en af Guds lærere, der ville vie sit liv til sand helbredelse. Før han nåede dette stade, troede han, at han bestemte den terapeutiske proces og derfor var ansvarlig for resultatet. Hans klienters fejl blev derfor hans fejlbedømmelser og skyld - mørk og stærk - blev det dække, der skjulte Guds Hellighed. Skyld er uafvendelig for dem, der bruger deres egen bedømmelse, når de træffer beslutninger. Skyld er umulig for dem, som Helligånden taler igennem.
5) Fjernelsen af skyld er det sande mål for terapi og det indlysende mål for tilgivelsen. Heri ses tydeligt deres enhed. Dog, hvem kan erfare skyldens endeligt, som føler sig ansvarlig for sin broder, idet han føler sig som guide for ham? En sådan funktion forudsætter en viden, som ingen her kan have; en vished om fortiden, nutiden og fremtiden, og om alt det, der sker i dem. Kun fra et sådant alvidende synspunkt ville en sådan rolle være mulig. Men ingen perception er alvidende, ej heller er et lille selv imod universet i stand til at antage, at han besidder en sådan visdom undtagen i sindssygen. Det er indlysende, at mange terapeuter er sindssyge. Ingen uhelbredt helbreder kan være helt normal.
6) Og dog er det lige så sindssygt ikke at acceptere en funktion, som Gud har givet dig, som at: opfinde en, han ikke har. Den udviklede terapeut kan aldrig betvivle de kræfter, der er i ham. Ej heller betvivler han deres Kilde. Han forstår, at al magt på jorden som i Himlen tilhører ham p.g.a. den, han er. Og han er dette p.g.a. sin Skaber, Hvis Kærlighed er i ham, og som ikke kan tage fejl. Tænk, hvad dette betyder; han besidder Guds gaver, som han kan give af. Hans klienter er Guds Helgener, som henvender sig til hans hellighed for at gøre den til deres egen. Og som han giver den til dem, ser de Kristi skinnende åsyn, som det ser ned på dem.
7) De sindssyge, der tror, de er Gud, er ikke bange for at tilbyde svaghed til Guds Søn. Men det, de ser i ham p.g.a. dette, frygter de virkelig. Den uhelbredte helbreder kan kun være bange for sine klienter og mistænke dem for det bedrag, han ser i sig selv. Han prøver på at helbrede, og til tider lykkes det. Men det vil kun kunne lykkes i nogen grad og for en tid. Han ser ikke Gud i den, der råber. Hvilket svar kan han give til en, der synes at være en fremmed; ukendt med sandheden og svag i visdom, uden den Gud, der er nødvendig for ham. Se din Gud i ham, for det, du ser, vil være dit svar.
8) Tænk på hvad foreningen af to brødre virkelig betyder. Og glem så verden og alle dens små triumfer og dens drømme om døden. Alt er et, og intet kan huskes fra skyldens verden. Værelset bliver et tempel, og vejen en strøm af stjerner, der smyger sig let forbi alle syge drømme. Helbredelsen har fundet sted, for det, der er fuldendt, har ikke behov for frelse, og hvad er der tilbage at tilgive, når der ikke findes nogen synd?
9) Vær taknemlig, terapeut, for at du kan se disse ting, når du blot forstår din sande rolle. Men hvis du begår fejl i dette, har du fornægtet, at Gud skabte dig, og du vil derfor ikke vide, at du er Hans Søn. Hvem er da din broder nu? Hvilken Helgen kan da komme og tage dig med sig hjem? Du har mistet vejen. Og kan du nu forvente at se det svar i ham, som du har nægtet at give? Helbred, og bliv helbredt. Der er intet andet valg af stier, som kan lede til fred. Oh, lad klienten komme ind, for han kommer til dig fra Gud. Er hans hellighed ikke nok til at vække din erindring om Ham?
Afsnit Næste Kapitel Indhold