Manual 4 Næste Afsnit - II. Traditionel tilgivelse
Ret-sindethed Næste Kapitel Indhold

Grundlaget for traditionel tilgivelse - sådan som tilgivelse hidtil er blevet, og stadig bliver, forstået - er vor tro på, at synd er virkelig, at vi i bund og grund er nogle syndefulde mennesker.
Måske vil du hævde, at netop du ikke har denne tro, men spørg da dig selv, om din vrede eller irritation imod et andet menneske, ikke netop fortæller dig, at du tror, at dette andet menneske har gjort dig uret, altså har syndet imod dig.

Traditionel tilgivelse er således baseret på den tro, at synd er virkelig. Men hvis synd er virkelig, så er skyld velbegrundet, afstraffelse retfærdig og tilgivelse en løgn[88], siger Jesus i Kurset. Tilgivelse bliver i denne udgave et frugtesløst forsøg på at se bort fra det, vi dybest set tror eksisterer, og bliver hermed et forsøg på at lukke øjnene for “vor egen private sandhed“. En sådan form for tilgivelse kan ikke, siger Kurset, forløse virkningerne af synd (skyld og frygt) og kan ikke føre os til kærlighedens mål.

Af indlysende grunde kan vi heller ikke tilgive os selv, hvis vi tror, vi ikke selv fortjener at blive tilgivet. Vi kan så kun håbe og bede til, at den, vi har gjort skade - et andet menneske eller måske Gud Selv - vil nedlade sig til at skænke os en ufortjent gave.

Tilgive, hvem? Som tidligere nævnt siger Jesus, at vi skal tilgive andre for det, de ikke har gjort[64].
Dette tilsyneladende parakoks skal selvfølgelig forstås på den måde, at da alt, hvad vi opfatter udenfor os selv, er projektioner af os selv, er problemet aldrig "de andre", men udelukkende vor egen valgte opfattelse, vore egne fastlåste tankemønstre[K], det at vi ser angreb i stedet for et råb om kærlighed.

Dette skal imidlertid ikke foranledige os til at fornægte det, hvis vi rent faktisk opfatter, at andre angriber os eller gør os fortræd. Gør vi dette, leder det os meget let til endnu en fornægtelse, nemlig fornægtelsen af vore følelser, hvormed vi bliver et offer for verden.
Tværtimod skal vi med "åben pande" vedstå os vore følelser, når vi oplever at andre sårer, irriterer og angriber os, gør os vrede, hadefulde m.m., og ikke være bange for alle disse følelser eller forsøge at skjule dem.

Den måde, hvorpå vi opfatter andre mennesker, giver os derfor en enestående mulighed for både at komme i kontakt med vort eget egos skjulte og hemmelige skyld og gennem tilgivelse at transcendere egoet. Fra at være vore fjender bliver andre mennesker hermed vore frelsere[89].
De selv samme projektions-mekanismer, som egoet bruger til at forstærke vor skyld, for at fastholde os i egoets verden, anvender Helligånden til at omgøre egoet.

Vi skal derfor ikke, som mange fristes til, når de begynder at studere Kurset, forsøge at stoppe vore projektioner, da dette kun fører til yderligere skyld, fornægtelse og projektion. Derimod skal vi forstå, at vore projektioner udelukkende afspejler egoets ønske om at fastholde os adskilt fra andre, og ultimativt selvfølgelig fra Gud.
Når vi åbner os for denne "anden vej", kan vi gennem tilgivelse og med Helligåndens hjælp, vende disse projektioner og fjerne vor opfattede skyld.

Næste Afsnit Næste Kapitel Indhold