Manual 4 Næste Afsnit - III. Kursets forståelse af sand tilgivelse
Ret-sindethed Næste Kapitel Indhold

Kursets lære om tilgivelse er radikalt anderledes end den traditionelle forståelse af begrebet. Synd er nemlig en illusion[46,128]. Synd skaber ikke nogen gæld, vi skal tilbagebetale, og synd behøver ikke undskyldes. Synd er kun vor egen forkerte og forkvaklede tro, en drøm vi skal vågne fra. Problemet findes som sagt kun i vort eget sind, og kan derfor kun løses dér.

Ifølge Kursets lære bygger sand tilgivelse på den forudsætning, at alt hvad jeg opfatter udenfor mig selv, og hermed menes absolut alt, er projektioner af mig selv; det vil sige bevidste / ubevidste eller fornægtede aspekter af mig selv[118]. Der findes intet udenfor mig selv eller rettere; udenfor mit eget sind[120].
I samme øjeblik jeg indser dette, indser jeg samtidig, at der ikke er noget at tilgive andre for, men kun mig selv.
I den vestlige verden er denne erkendelse sket i slutningen af sidste, og i begyndelsen af dette århundrede, indenfor to så tilsyneladende forskellige videnskabelige grene som psykologien og partikelfysikken[J], men er en gammel opdagelse for “østens vismænd“.

Det skal her bemærkes, at når der i Kurset og her tales om, at intet eksisterer udenfor mig selv, menes der udenfor mit eget sind. Dette betyder derfor ikke blot, at verden - men også min krop - er udenfor mig selv, nemlig udenfor mit sind. Jeg er ikke min krop, jeg er sindet.

Dybest set er det umuligt for os, med tale, tanker eller handling at gøre et andet menneske skade. Det står ganske enkelt ikke i vor magt. Men dette andet menneske kan vælge at lade sig skade af vor tale, vore tanker eller handlinger. Indser jeg dette, indser jeg også, at du ikke kan skade mig med din tale, dine tanker og dine handlinger, hvorfor du aldrig kan være årsagen til min smerte. Årsagen findes ikke udenfor mig selv. Denne erkendelse fjerner skylden fra dig såvel som fra mig selv.

Dette betyder naturligvis ikke, at jeg skal være enig i det, andre siger eller gør. Reagerer jeg imidlertid følelsesmæssigt på det, er det fordi jeg har placeret min egen skjulte skyld i dig, har dømt dig som den onde synder og mig selv som den gode, uskyldsrene engel.

Erkendelsen af at intet eksisterer udenfor mit eget sind er imidlertid en af de allervanskeligste opgaver, vi kan påtage os. I sin fulde konsekvens at integrere dette i tanke og i handling, synes næsten at byde på uoverstigelige forhindringer, og bringer en frygt og en modstand op til vor bevidsthed, som vi ikke troede mulig.
I vore fortvivlede forsøg på at få denne sandhed til ikke at passe, ofrer vi gladeligt millioner af kroner og menneskeliv til forskning og krige - for ikke at tale om vore egne personlige uophørlige retfærdiggørelser af os selv, som helt bogstaveligt sker på bekostning af vor indre fred, lykke og kærlighed.
På det personlige plan er vi parate til at ofre alt for at bevare vor faste tro på, at lige præcis mit billede af “verden“ er det eneste rigtige, det som alle andre må rette sig efter. Er vi i vort langmodige hjørne, kan vi lige svinge os op til at “indrømme“, at vi - du og jeg - nok bare har forskellige “virkeligheder/sandheder“. Men når vi nu allesammen har vor egen “virkelighed/sandhed“, kan det selvfølgelig ikke være “virkeligheden/sandheden“, vi taler om, da virkeligheden og sandheden ifølge sagens natur må være ét. Dette indlysende faktum forstyrrer eller anfægter imidlertid ikke vort egos fasttømrede tro på egen ufejlbarlighed, og vi synes at leve uforstyrret til trods for denne groteske selvmodsigelse. Se i øvrigt den første kaos-lov som siger " at vi alle har en forskellig sandhed"[90] .

Som antydet ovenfor omfatter projektioner selvfølgelig også bevidste (ikke-fornægtede) aspekter af os selv. Disse er som regel det, vi opfatter som “positive“, “gode“ sider af os selv. I det efterfølgende bliver der kun talt om de “negative“, de ubevidste eller fornægtede aspekter af os selv, da det er dem, der umiddelbart synes at give os de største problemer.

Tilbage til sand tilgivelse. Det, jeg skal tilgive, er min egen skyld, som jeg vil gøre alt i verden for at skjule for mig selv og for alle andre.
Indtil jeg erkender, at intet eksisterer udenfor mit eget sind, men at alt derimod er mine egne projektioner, og jeg handler og tænker i overensstemmelse hermed, vil enhver “tilgivelse“ kun være en undskyldning: jeg undskylder dig/ser igennem fingrene med at du har gjort mig uret, har trådt ind over mine grænser, har skadet, såret, irriteret, krænket mig etc.
Hermed gør jeg det, som kun er mine egne frygt-projektioner, mit eget spejlbillede, mine egne “spøgelser“, til virkelighed og noget som faktisk eksisterer udenfor mig selv og helt uafhængigt af mig.

"Verden udenfor", som er en projektion af mig, kan aldrig være årsagen. Årsagen findes i mit eget sind, hvorfor det er mit sind som skal helbredes - ikke verden.

En sådan "traditionel tilgivelse“ som beskrevet ovenfor, er et angreb, idet jeg, uden dog at udtale ordene, jo siger til vedkommende, at jeg er et vidunderligt, ejegodt menneske, og at du er en elendig synder, som jeg da sagtens kan bære over med, hvis det skal være (og hvis det iøvrigt passer ind i mit kram).
Jeg stiller mig altså over vedkommende og ser ham/hende som et syndefuldt ego, adskilt fra mig selv og fra Gud. Hermed dømmer jeg ubevidst mig selv som et syndefuldt ego, hvilket forstærker min egen skyld.
Vi kan kalde dette for egoets tilgivelse, da denne form for tilgivelse blot forstærker vor egen skyld, hvilket vi tidligere har set netop er hele egoets formål, for så længe vi bevidst eller ubevidst føler os skyldige, ja så længe har egoet os i sin hule hånd.

Det, jeg altså skal tilgive, er min egen skyld, som jeg forsøger at skjule for mig selv og for andre - det vil sige min hemmelige skyld over, at jeg faktisk hader mig selv, er lige så irriteret, lige så vred, hadefuld, selvfornægtende etc. som det, jeg opfatter hos andre.
Da disse sider af mig selv er fortrængte/fornægtede, kan jeg kun se dem i andre mennesker. Skal jeg komme til at kende disse “mørke“ sider af mig selv (jeg kan jo heller ikke fjerne dem, før end jeg kender dem), er det derfor nødvendigt, at jeg projicerer, at jeg ser dem i andre. Jeg skal derfor være ærlig overfor mig selv, være ærlig overfor det jeg ser og føler og det som "andre mennesker gør ved mig".

Næste Afsnit Næste Kapitel Indhold