Manual 3 Næste Afsnit - II. Religionens plads i psykoterapien
PSYKOTERAPIPROCESSEN Næste Kapitel Indhold

1) For at være en Guds lærer er det ikke nødvendigt at være religiøs eller blot at tro på Gud overhovedet. Det er imidlertid nødvendig at undervise i tilgivelse i modsætning til fordømmelse. Selv heri er en fuldstændig konsekvens ikke nødvendig, for den, der har opnået dette, ville kunne undergrise i den fuldstændige frelse på et øjeblik og uden et ord. Dog har den, der har lært alt, ikke brug for en lærer, og de der er helbredt har ikke brug for en terapeut. Mellemmenneskelige forhold er stadig Helligåndens tempel, og de vil blive gjort fuldstændige i tiden og genvundet for evigheden.

2) Den formelle religion har ingen plads i psykoterapien, men den har heller ingen plads i religionen. I denne verden er der en overraskende tendens til at forene modstridende ord til en helhed uden overhovedet at opfatte det modstridende element. Forsøget på at formalisere religionen er så åbenlyst egoets forsøg på at forene det uforenelige, at det næppe kræver ekstra kommentarer her. Religion er erfaring; psykoterapi er erfaring. På de højeste trin bliver de ét. Hver for sig er de ikke sandheden, men sammen kan de vise vejen dertil. Hvad mere er nødvendigt for at finde sandheden, som forbliver fuldstændig åbenlys, end at fjerne tilsyneladende forhindringer for at nå sand bevidsthed?

3) Ingen, som lærer at tilgive, kan undgå at huske Gud. Tilgivelse er derfor alt, hvad man behøver at undervise i, da det er det eneste, der er nødvendigt at lære. Alt, hvad der blokerer for erindringen om Gud, er former for mangel på tilgivelse og intet andet. Dette er aldrig åbenlyst for klienten og kun sjældent for terapeuten. Verden har fremkaldt alle sine styrker imod denne viden, for heri ligger verdens endeligt og alt, hvad den står for.

4) Dog er det ikke bevidstheden om Gud, der udgør et rimeligt mål for psykoterapien. Dette vil komme, når psykoterapien er fuldstændig, for der, hvor der er tilgivelse, fremkommer sandheden. Det ville virkelig være unfair, hvis troen på Gud var nødvendig for psykoterapiens succes. Ligeledes er troen på Gud heller ikke et meningsfyldt koncept, for Gud kan kun kendes. Tro indebærer, at ikke tro er en mulighed, men kendskabet til Gud indebærer ingen sand modsætning. Ikke at kende Gud er at være foruden viden, og dertil fører al mangel på tilgivelse. Og uden viden kan man kun have tro.

5) Forskellige undervisningsmidler tiltaler forskellige mennesker. Nogle former for religion har intet med Gud at gøre, og nogle former for psykoterapi har intet at gøre med helbredelse. Dog, hvor elev og lærer forenes i at dele det samme mål, vil Gud indgå i forholdet, fordi Han er blevet bedt om at komme. På samme måde genskaber forening af formål mellem klient og terapeut stedet for Guds opstigelse, først gennem Kristi vision og siden gennem erindringen om Gud Selv. Psykoterapiprocessen er en tilbagevenden til mental sundhed. Lærer og elev, terapeut og klient er alle sindssyge, for ellers ville de ikke være her. Sammen kan de finde en vej ud, for ingen kan finde mental sundhed alene.

6) Hvis helbredelse er en invitation til Gud om at komme ind i Hans Rige, hvilken forskel gør det så, hvordan invitationen er skrevet? Betyder papiret noget, eller blækket, eller pennen? Eller er det den, der skriver, der sender invitationen? Gud kommer til den, der vil genskabe Hans verden, for de har fundet måden at kontakte Ham på. Hvor to mødes, må Han være til stede. Det betyder ikke noget, hvad deres formål er, men de må dele det til fulde for at lykkes. Det er umuligt at dele et mål, der ikke velsignes af Kristus, for det, der ikke ses gennem Hans øjne, er for sammensat til at give mening.

7) Ligesom sand religion helbreder, således må sand psykoterapi også være religiøs. Men begge har mange former, for ingen god lærer bruger samme fremgangsmåde til alle elever. Tværtimod lytter han omhyggeligt til hver enkelt og lader ham formulere sit eget forløb; ikke forløbets mål, men hvordan han bedst når det mål, som forløbet opsætter for ham. Måske tænker læreren ikke på Gud som en del af læreprocessen. Måske forstår psykoterapeuten ikke, at helbredelse kommer fra Gud. De kan lykkes, hvor mange, der tror, at de har fundet Gud, vil fejle.

8) Hvad må læreren gøre for at sikre indlæring? Hvad må terapeuten gøre for at opnå helbredelse? Kun dette ene; denne ene ting, som frelsen fordrer af alle. Enhver må dele et mål med en anden, og derigennem miste enhver fornemmelse af adskilte interesser. Kun derigennem er det muligt at bryde igennem de snævre grænser, som egoet påtvinger selvet. Kun derigennem kan lærer og elev, terapeut og klient, du og jeg modtage Forsoningen og lære at give den, som den blev modtaget.

9) Altergang (fællesskab) er umuligt alene. Ingen, som står alene, kan modtage Kristi Vision. Den rækkes frem mod ham, men han kan ikke række hånden frem for at modtage den. Lad ham være stille og genkende, at hans brors behov er hans egne. Og lad ham så opfylde sin brors behov som sine egne og se, at de bliver opfyldt som et og det samme, for sådan er det. Hvad er religion andet end en hjælp til at kunne se, at sådan er det? Og hvad er psykoterapi andet end en hjælp i samme retning? Det er målet, der gør disse to processer ens, for de er ens i formål og må derfor også være ens i midler.

Næste Afsnit Næste Kapitel Indhold