Manual 3 Næste Afsnit - III. Psykoterapeutens rolle
PSYKOTERAPIPROCESSEN Næste Kapitel Indhold
1) Psykoterapeuten er en leder på den måde, at han går en smule foran klienten og hjælper ham til at se nogle af de fælder, der findes langs vejen ved at se dem først. Ideelt set er han også en, der følger, for Nogen skal gå foran ham og give ham lyset at se ved. Uden denne Nogen vil begge bare snuble afsted og ikke komme nogen vegne. Det er imidlertid umuligt, at denne Nogen slet ikke er til stede, hvis målet er helbredelse. Det kan dog være, at han bliver genkendt. Og derfor er den smule lys, der kan accepteres, nok til at lyse vej til sandheden.
2) Helbredelsen er begrænset af psykoterapeutens begrænsninger, som den er begrænset af det samme hos klienten. Målet for processen er derfor at gennembryde disse begrænsninger. Ingen af dem kan gøre dette alene, men når de forenes, er potentialet til at gennembryde alle begrænsninger givet dem. Nu er så størrelsen på deres succes afhængig af, hvor stor en del af dette potentiale, de er villige til at bruge. Villigheden kan i begyndelsen komme fra enhver af dem, og efterhånden, som den anden tager del i den, vil den vokse. Fremskridt bliver en sag om beslutning; den vil kunne nå næsten til Himlen eller ikke komme længere end et trin eller to fra helvede.
3) Det er bestemt muligt for psykoterapien at se ud, som om den mislykkes. Det er endda muligt, at resultatet ser ud som et tilbageskridt. Men til sidst må der være en eller anden form for succes. Én beder om hjælp; en anden hører det og prøver at svare i form af hjælp. Dette er formlen for frelse, og den kan kun helbrede. Uens mål kan i sig selv forstyrre den perfekte helbredelse. Én eneste fuldstændig ego-fri terapeut kan helbrede verden uden at sige et ord - blot ved sin tilstedeværelse. Ingen behøver at se ham eller tale med ham eller endda blot kende til hans eksistens. Det enkle faktum, at han er til stede, er nok til at helbrede.
4) Den ideelle terapeut er ét med Kristus. Men helbredelsen er en proces - ikke et faktum. Terapeuten kan ikke komme nogen vegne uden klienten, og klienten kan ikke være rede til at modtage Kristus, for så ville han jo ikke være syg. På en måde er den ego-fri terapeut en abstraktion, der findes ved slutningen af helbredelsesprocessen for højtudviklet til at tro på sygdommens eksistens, og for tæt på Gud til at beholde fødderne på jorden. Nu kan han hjælpe gennem dem, der har brug for hjælp, for således udfører han den plan, der er sat i gang for helbredelse. Psykoterapeuten bliver hans klient, der arbejder gennem andre klienter for at udtrykke sine tanker, som han modtager dem fra Guds sind.
Næste Afsnit Næste Kapitel Indhold