Manual 3 Næste Afsnit - IV. Sygdomsprocessen
PSYKOTERAPIPROCESSEN Næste Kapitel Indhold
1) Ligesom al terapi er psykoterapi, således er al sygdom mental sygdom. Det er at sidde til doms over Guds Søn, og dette er en mental aktivitet. At sidde til doms er en beslutning, der gøres igen og igen imod Skabelsen og dens Skaber. Det er en beslutning om, at sandheden kan lyve og derfor må være en løgn. Hvad kan sygdom da være andet end et udtryk for sorg og skyld? Og hvem kan græde ud fra andet end sin uskyld?
2) Når Guds Søn engang er set som skyldig, bliver sygdom den eneste mulighed. Der er blevet bedt om den, og den bliver derfor også modtaget. Og enhver, der har bedt om sygdom, har nu dømt sig selv til at søge efter helbredelsesformer, der ikke kan hjælpe, da deres tro er på sygdommen og ikke på frelsen. Der er intet, som en ændring af sindet ikke kan påvirke, for alle ydre ting er kun skygger af beslutninger, der allerede er taget. Hvis du ændrer beslutningen, hvordan kan dens skygge da forblive uændret? Sygdom kan kun være skyldfølelsens skygge, grotesk og grim, siden den efterligner deformitet. Hvis en deformitet ses som virkelig, hvordan kan dens skygge da være andet end deform?
3) Når først beslutningen om, at skyld er virkelig, er taget, følger nedstigningen til helvede trin for trin i en uafvendelig orden. Sygdom, død og elendighed flyder da ind over jorden i ubønhørlige bølger, sommetider sammen og sommetider uafvigeligt en efter den anden. Dog er alt dette, hvor virkeligt det end må synes, blot illusioner. Hvem kan have tiltro til dem, når dette først er blevet erkendt? Og hvem vil ikke tro det, før dette er erkendt? Helbredelse er terapi eller korrektion, og vi har allerede sagt og vil sige det igen, at al terapi er psykoterapi. At helbrede de syge er blot at bibringe dem denne overbevisning.
4) Ordet »kurere« er faldet i unåde blandt de mere »respektable« terapeuter i verden., og det med rette. For ikke en eneste af dem kan kurere, og ikke en af dem forstår helbredelsen. I værste fald virkeliggør de blot kroppen i deres eget sind, og når de har gjort dette, søger de magien for at helbrede de sygdomme, som deres sind har givet til kroppen. Hvordan kan en sådan proces kurere? Det er latterligt fra begyndelsen til enden. Men er man først begyndt sådan, må man også slutte sådan. Det er, som om Gud var djævelen og var at finde i det onde. Hvordan kunne der være kærlighed? Og hvordan kan sygdom kurere? Er disse ikke kun et enkelt spørgsmål?
5) I bedste fald - og ordet er måske tvivlsomt her - kan denne verdens »healere« se sindet som kilden til sygdom. Men deres fejl består i, at de tror, at det kan kurere sig selv. Dette har nogen vægt i en verden, hvor »gradsforskelle på fejl« har en betydning. Dog måtte deres kureren forblive midlertidig eller måtte en anden sygdom komme i stedet, for døden er ikke overvundet, før kærlighedsbegrebet er forstået. Og hvem kan forstå dette uden Guds Ord, givet af Ham til Helligånden som Hans gave til dig?
6) Enhver form for sygdom kan defineres som et resultat af den betragtning, at selvet er svagt, sårbart, ondt og i fare, og at det derfor har et konstant behov for beskyttelse. Men hvis dette var det virkelige selv, ville forsvar være en umulighed. Derfor må de forsvar, man søger, være magiske. De må overvinde alle de begrænsninger, der opfattes af selvet og på samme tid frembringe en ny opfattelse af selvet, hvortil det gamle ikke kan vende tilbage. Kort sagt fejltagelser accepteres som virkelige og behandles med illusioner. Når sandheden møder illusionen, bliver virkeligheden en trussel og opfattes som et onde. Kærligheden frygtes, for virkeligheden er kærlighed. På denne måde sluttes ringen imod de indre veje til frelse.
7) Sygdom er derfor en fejltagelse og har behov for korrektion. Og som vi allerede har understreget, så kan korrektioner ikke opnås ved først at etablere »rigtigheden« ved fejltagelsen og derpå overse den. Hvis sygdomme er en virkelighed, kan de ikke overses i sandhedens navn, for at overse virkeligheden er sindssyge. Dog er dette magiens formål; at gøre illusioner sande ved hjælp af en falsk opfattelse. Dette kan ikke helbrede, for det modgår sandheden. Måske vil en illusion om et godt helbred erstatte den for en tid - men ikke længe. Frygt kan ikke skjules af illusioner, for den er en del af dem. Den vil undslippe og antage en anden form, da den er kilden til alle illusioner.
8) Sygdom er sindssyge, for alle sygdomme er mentale sygdomme, og heri er der ingen grader. En af de illusioner, hvormed sygdom betragtes som virkelig, er troen på, at sygdomme varierer i intensitet; at trusselsgraden varierer i forhold til den form, den antager. Heri ligger grunden til alle fejl, for de er alle blot forsøg på kompromisser ved kun at se på en lille del af helvede. Dette er en hån, så fremmed for Gud, at den for altid kun kan være ufattelig. Men de sindssyge tror det, netop fordi de er sindssyge.
9) Et vanvittigt menneske vil forsvare sin egen illusion, da han deri ser sin egen frelse. Derfor vil han angribe den, der forsøger at redde ham fra den, idet han tror, at han bliver angrebet. Denne mærkelige cirkel af angreb/forsvar er et af de mest vanskelige problemer, som psykoterapeuten må forholde sig til. Dette er faktisk hans centrale opgave; kernen i psykoterapi. Terapeuten ses som den, der angriber klientens mest elskede eje, nemlig hans eget billede af sig selv. Og siden dette billede er blevet klientens sikkerhed, som han ser den, kan terapeuten kun ses som en reel kilde til fare for ham, som han må angribe og endog dræbe.
10) Psykoterapeuten har derfor et enormt ansvar. Han må møde angreb uden selv at angribe og derfor også uden forsvar. Det er hans opgave at demonstrere, at et forsvar er unødvendigt, og at forsvarsløshed er styrke. Dette må være hans lære, hvis slutresultatet skal være, at opnåelsen af mental sundhed er sikker. Det kan ikke understreges nok, at de sindssyge tror, at mental sundhed er en trussel. Dette er den logiske konsekvens af »arvesynden«, troen på at skyld er virkelig og fuldt retfærdiggjort. Det er derfor psykoterapeutens funktion at lære andre, at skyld ikke kan retfærdiggøres, da den er uvirkelig. Men den er heller ikke en sikkerhed. Og derfor må den forblive uønsket såvel som uvirkelig.
11) Målet for al terapi er frelsens enkle doktrin. Frigør sindet for den vanvittige skyld, som den bærer så tungt på, og helbredelsen er fuldbyrdet. Kroppen er ikke kureret. Den erkendes blot, for det den er. Set på den rigtige måde kan dens formål forstås. Hvad er da behovet for sygdom? Givet denne enkle forandring vil alt andet følge. Der er ikke behov for komplicerede forandringer. Der er intet behov for lange analyser og trættende diskussioner og opfølgninger. Sandheden er enkel, idet den er ens for alle.
Næste Afsnit Næste Kapitel Indhold