Manual 3 Næste Afsnit - VI. Definition på helbredelse
PSYKOTERAPIPROCESSEN Næste Kapitel Indhold

1) Psykoterapiprocessen kan da defineres som tilgivelse, for ingen helbredelse kan være noget som helst andet. De, der ikke kan tilgive, er syge, idet de tror, at de ikke selv er blevet tilgivet. Dette, at man klynger sig til skylden, at man gnubber sig op ad den og giver læ til den, dens kærlige beskyttelse og koncentrerede forsvar, alt dette er blot kontant at nægte at tilgive. »Gud har ingen adgang her« gentager de syge igen og igen, mens de beklager deres tab og alligevel frydes over det. Helbredelse begynder, når en klient begynder at høre sin egen klagesang og at betvivle dens værdi. Indtil han hører den, kan han ikke forstå, at det faktisk er ham, der synger den til sig selv. At høre den er det første skridt hen imod helbredelse. At stille spørgsmålstegn ved den, må så være hans valg.

2) Der er en tendens, og den er meget stærk, til for kun et øjeblik at høre denne dødssang og så at afvise den i ukorrigeret tilstand. Disse flygtige bevidsthedsøjeblikke repræsenterer de mange muligheder, der gives os til i ordets bedste betydning at ændre vores sang. Helbredelsens klang kan da høres i stedet. Men først må villigheden til at betvivle »sandheden« i fordømmelsens sang opstå. De mærkelige forvrængninger, der er vævet fast ind i selvopfattelsen, som selv er en pseudo-skabelse, gør, at denne grimme klang synes virkelig smuk. »Budskabets engle« sang »Universets rytme«, alt dette og meget mere vil høres i stedet for høje, falske skrig.

3) Øret oversætter; det hører ikke. Øjet genskaber; det ser ikke. Deres opgave er at gøre alt tiltalende, hvad end man hører og ser, hvor ubehageligt det end måtte være. De svarer på sindets bestemmelser, idet de genskaber dets ønsker og oversætter dem til en acceptabel og behagelig form. Sommetider bryder tanken bag formen igennem, men kun meget kort, og sindet bliver bange og begynder at tvivle på sin mentale sundhed. Og dog vil det ikke tillade dets slaver at ændre den form, de betragter, de lyde, som de hører. For de er dets »værktøj«; dets »værn« imod sindssygen.

4) Disse beviser, som sanserne stiller op, har kun et formål; at retfærdiggøre angreb for på denne måde at bevare manglen-på-tilgivelse fra at blive set som det, den virkelig er. Set uden forklædning kan den ikke accepteres. Uden beskyttelse kunne den ikke overleve. Her bliver al sygdom hyldet men uden den erkendelse, at sådan er det. For når manglen-på-tilgivelse ikke bliver genkendt, synes den form den tager at være noget andet. Og nu er det så »dette andet«, der synes at skræmme. Men det er ikke »dette andet«, der kan helbredes. Det er ikke sygt, og har ikke behov for helbredelse. At koncentrere dine helbredelseskræfter her er omsonst. Hvem kan kurere det, der ikke er sygt og gøre det rask?

5) Sygdom antager mange former, og således også manglen-på-tilgivelse. De former, den ene antager, genskaber den andens, for de er den samme illusion. Så nøje bliver den ene oversat til den anden, at et nøje studium af sygdommens form klart vil pege på den form for mangel-på-tilgivelse, som den repræsenterer. Dog vil dette blot at se det ikke effektuere en kurering. Dette kan kun opnås gennem en slags genkendelse; at kun tilgivelsen kan helbrede en mangel-på-tilgivelse, og at kun en mangel-på-tilgivelse kan være årsag til enhver sygdom.

6) Denne erkendelse er det endelige mål for psykoterapien. Hvordan opnår man dette? Terapeuten ser alt det i klienten, som han ikke har tilgivet sig selv for, og får derved endnu en chance for igen at se på det, at genåbne det til en revaluering og til at tilgive det. Når dette sker, ser han sine synder forsvinde tilbage til en fortid, der ikke længere er her. Indtil han gør dette, må han tænke på det onde som noget, der besætter ham her og nu. Klienten er det lærred, hvorpå han kan projicere sine synder, hvilket sætter ham i stand til at slippe dem. Lad ham beholde blot en syndeplet i det, han ser på, og hans forløsning er kun delvis og ikke sikker.

7) Ingen kan helbredes alene. Dette er den frydefulde sang, som frelsen synger for alle, der hører dens stemme. Denne udtalelse kan ikke huskes ofte nok af enhver, der ser sig selv som terapeut. Deres klienter kan kun ses som dem, der bringer tilgivelsen med sig, for det er dem, der kommer for at vise deres syndefrihed til øjne, der stadig mener at kunne se synden hos dem. Og dog vil beviset på syndefriheden, som den ses hos klienten og accepteres af terapeuten, tilbyde en pagt til begges sind, hvori de mødes og forenes og bliver som ét.

Næste Afsnit Næste Kapitel Indhold