Manual 3 Næste Afsnit - II. Bønnens stige
BØNNENS SANG Næste Kapitel Indhold
1) Bøn har ingen begyndelse og ingen afslutning. Den er en del af livet. Men den ændrer sin form og vokser gennem indlæring, indtil den når sit formløse stade og smelter ind i en total kommunikation med Gud. I sin spørgende form behøver den ikke, og udøver den ofte ikke, en appel til Gud og har egentlig ikke noget med en tro på Ham at gøre. På disse planer er bøn blot opfyldelse af behov ud fra en følelse af knaphed og mangler.
2) Denne form for bøn eller dette at bede ud fra behov, involverer altid følelser af svaghed og utilstrækkelighed og kunne aldrig bedes af en Guds Søn, der ved, hvem han er. Ingen, der således kender sin identitet, kunne bede på denne måde. Men det er også sandt, at enhver, der er usikker på sin identitet, ikke kan undgå at bede på denne måde, og bønnen er lige så meget en kontinuitet, som livet er det. Enhver beder og holder ikke op med det. Bed, og du har modtaget, for du har etableret det, du ønsker dig.
3) Det er også muligt at nå en højere form for bøn-ud-fra-behov, for i denne verden er bønnen forberedende, og derfor indeholder den også læretrin. Her kan bønnen sendes til Gud i en ærlig tro, men endnu dog uden forståelse. Man har normalt her nået en vag og ustabil fornemmelse af identifikation, men synes at være mærket af en dyb fornemmelse af skyld. Det er muligt på dette plan at fortsætte med at bede om ting fra denne verden i deres forskellige former, og det er også muligt at bede om gaver så som ærlighed og godhed og især om tilgivelse for de mange former for skyld, der nødvendigvis ligger bag enhver bøn, der udspringer af en mangel. Uden skyld er der ingen knaphed. De, der er uden synd, har ingen behov.
4) På dette plan findes også denne mærkelige selvmodsigelse, der er kendt som »at bede for sine fjender«. Selvmodsigelsen ligger ikke i de faktiske ord, men mere i den måde hvorpå det bliver fortolket. Når du tror, at du har fjender, har du begrænset bønnen til denne verdens love og har også begrænset din egen evne til at modtage og acceptere indenfor de samme, smalle grænser. Og dog, hvis du har fjender, har du brug for bønnen og endda et stort behov for den. Hvad betyder sætningen virkelig? Bed for dig selv, at du ikke forsøger at fængsle Kristus for derved at miste evnen til at se din egen identitet. Forråd ingen, for da vil du forråde dig selv. En bøn for fjender bliver således en bøn for din egen frihed. Nu er det ikke mere en selvmodsigelse. Det er blevet en udtalelse om Kristi Enhed og en erkendelse af Hans syndefrihed. Og så er den blevet hellig, for den anerkender Guds Søn, som han blev skabt.
6) Lad det ikke blive glemt, at bøn på ethvert plan altid er en bøn for dig selv. Når du forenes med hvem som helst i bøn, gør du ham til en del af dig selv. Fjenden er dig selv, ligesom Kristus er det. Før bønnen bliver hellig, er den et valg. Du vælger ikke for en anden. Du kan kun vælge for dig selv. Bed i sandhed for dine fjender, for heri ligger din egen frelse. Tilgiv dem for dine synder, og du vil i sandhed blive tilgivet.
7) Bønnen er en stige, der når op til Himlen. Øverst oppe er der en transformation meget lig din egen, for bønnen er en del af dig. De jordiske ting lades tilbage og glemmes. Der er intet at bede om, for der er ingen mangler. Identitet i Kristus erkendes fuldt ud for evigheden igennem enhver forandring og kan ikke korrumperes. Lyset blafrer ikke mere og vil aldrig slukkes. Nu, hvor du ikke har nogen behov overhovedet, og hvor du er klædt i den rene syndefrihed, som er Guds gave til dig, som er Hans Søn, kan bønnen igen blive det, der var meningen med den. For nu vil den stige som en tak til din Skaber, sunget uden ord eller tanker eller forfængelige ønsker, uden behov af nogen art. Således rækker den ud, som tanken var med den. Og for denne gave takker Gud Selv dig.
8) Gud er målet for enhver bøn, idet Han giver den tidløsheden i stedet for en afslutning. Ej heller har den en begyndelse, for målet har aldrig ændret sig. Bønnen i sin tidligere form er en illusion, da der intet behov er for en stige, der skal nå det, du aldrig har forladt. Men bønnen er en del af tilgivelsen, så længe den, som selv er en illusion, endnu ikke er opnået. Bønnen er bundet til indlæringen, indtil indlæringens mål er nået. For da vil alt transformer, sig til en enhed og vende uplettet tilbage til Guds Sind. At være på den anden side af indlæringen kan ikke beskrives. De nødvendige trin for at opnå dette må imidlertid forstås, hvis Guds Søn, som nu lever med illusionen om døden og frygten for Gud, skal opnå fred.
Næste Afsnit Næste Kapitel Indhold