Manual 3 Næste Afsnit - III. At bede for andre
BØNNENS SANG Næste Kapitel Indhold
1) Vi sagde, at bøn altid er for dig selv, og sådan er det. Hvorfor skulle du så bede for andre overhovedet? Og hvis du skal, hvordan skal du gøre det? At bede for andre, hvis det forstås rigtigt, bliver en måde, hvorpå du kan løfte dine egne projektioner af skyld fra din broder og sætte dig i stand til at erkende, at det ikke er ham, der sårer dig. Den forgiftende tanke, at han er din fjende, din onde modpart, din nemesis, må fjernes, før du kan frelses fra skyld. Midlet til at kunne gøre dette er bøn med stigende kraft og stadig højere mål, indtil den når helt op til Gud.
2) De tidligere former for bøn ved stigens fod vil ikke være fri for misundelse og ondskab. De beder om hævn ikke om kærlighed. Ej heller kommer de fra en, der forstår, at det er døden, der bedes om, fremsat ud fra frygt af dem, der hylder skylden. De kalder på en hævngerrig gud, og det er ham, der synes at svare dem. Man kan ikke bede om helvede for en anden, for så at tro, at man selv undslipper det. Kun de, der er i helvede, kan bede om helvede. De, der er blevet tilgivet, og som accepterer deres tilgivelse, kunne aldrig bede en sådan bøn.
3) På disse trin må indlæringens mål da være at erkende, at bønnen kun kan give et svar i samme form som den bøn, der blev bedt. Dette er tilstrækkeligt. Herfra er det nemt at komme videre til de næste trin. Den næste opstigning begynder med dette:
Det, jeg har bedt om for min broder, er ikke det, jeg selv ville have.
På denne måde har jeg gjort ham til min fjende.
Det er indlysende, at dette trin ikke kan nås af den, der ikke ser en værdi eller en fordel for sig selv i at sætte andre fri. Dette kan forsinkes i lang tid, da det kan synes farefuldt i stedet for barmhjertigt. For de skyldige synes der virkelig at være en reel fordel ved at have fjender, og denne forestilling om fordele må forlades, hvis fjender skal sættes fri.
4) Skyld må opgives - ikke skjules. Ej heller kan dette gøres uden nogen smerte, og et glimt af dette trins barmhjertige indhold kan for nogen tid følges af et dybt tilbageskridt ned i frygten. For frygtens forsvar er frygteligt i sig selv, og når det genkendes, bringer det frygten med sig. Men hvilken fordel har illusionen om flugt nogensinde bragt en fange? Hans virkelige flugt fra skylden kan kun ligge i en erkendelse af, at skylden er borte. Og hvordan kan dette erkendes, så længe han gemmer den i en anden og ikke ser den som sin egen? Frygten for flugten gør det vanskeligt at modtage friheden, og det synes at være sikkerhed, at gøre en fjende til sin fangevogter. Hvordan kan han da forløses uden en sindssyg frygt for sig selv? Du har gjort ham ansvarlig for din frelse og din flugt fra skyld. Din investering i denne flugt er stor, og din frygt for at give slip er stærk.
5) Stå nu stille et øjeblik, og tænk på, hvad du har gjort. Glem ikke, at det er dig, der har gjort det, og det er derfor dig, der kan give slip på det. Ræk din hånd frem. Denne fjende er kommet for at velsigne dig. Modtag hans velsignelse, og føl, hvordan dit hjerte løfter sig, og din frygt sættes fri. Hold ikke fast i den - og ej heller i ham. Han er en Guds Søn ligesom du. Han er ikke en, der tager til fange men Kristi budbringer. Vær det for ham, så du kan se ham som sådan.
6) Det er ikke nemt at erkende, at bøn om ting, om status, om menneskelig kærlighed, om enhver form for ydre »gaver« er en måde, hvorpå vi skaber fangevogtere og en måde, hvorpå vi gemmer os for skylden. Disse ting bliver brugt som mål for at erstatte Gud og forvansker derfor bønnens mål. Ønsket om dem er bønnen. Man behøver ikke at bede udførligt. Guds mål bliver tabt i jagten på enhver form for lavere mål, og bønnen bliver da en bøn om at få fjender. Bønnens kraft kan ses helt klart selv i dette. Ingen som ønsker en fjende, vil undgå at finde en. Men lige så sikkert vil han miste det eneste sande mål, der bliver ham tilbudt. Tænk på omkostningen, og forstå det rigtigt. Alle andre mål er på bekostning af Gud.
Næste Afsnit Næste Kapitel Indhold